Derfor arbejder jeg med mennesker- del 2.

Derfor arbejder jeg med mennesker- del 2.

Jeg håber at du har læst mit tidligere indlæg på bloggen (’Derfor arbejder jeg med mennesker’), om hvorfor jeg beskæftiger mig med mennesker, og elsker mit arbejde.

Jeg vil gerne dele nogle af de oplevelser som jeg har haft gennem mit arbejde, og fortælle mere om hvilke følelser og indtryk det har givet mig som person og i mit hverv.

 

En ung mand fra Syrien

I historien jeg nu vil fortælle, befandt vi os på en uddannelsesinstitution, hvor jeg var ansat som coach og også underviste på et studie forberedende forløb.

Her var en ung mand fra Syrien, lad os kalde ham Masur, som tydeligvis havde det rigtigt skidt. Jeg var ikke selv underviser på hans hold, og blev derfor kontaktet af den pågældende lærer, der havde observeret at Masur ikke syntes at trives.

Læreren havde haft en samtale med ham og foreslået, at han kunne tage en snak med mig. Måske det kunne hjælpe. Da han først kom til mig og skulle fortælle at han gerne ville have hjælp, var jeg slet ikke i tvivl om at her var en person der havde det dårligt.

 

Ikke fortællinger for sarte sjæle

Vi aftalte hurtigt et forløb, og i den kommende tid fortalte Masur, som var flygtet fra Syrien med sin mor og søskende, om hvad han havde oplevet i sit liv. Det var ikke fortællinger for sarte sjæle.

Masur havde bl.a. set sin far og familier med børn, blive slået ihjel. Han havde selv været udsat for vold og andre krænkelser i en flygtningelejr. Undervejs i sin fortælling, mærkede jeg følelsesmæssig berøring og blev ked af det og vred over, hvordan mennesker kan behandle hinanden. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at denne unge mand skulle jeg hjælpe.

Nogle mennesker har en historie, der går under huden, og det var oplevelsen jeg fik i den pågældende situation. Jeg havde lyst til at putte ham i lommen, og tage ham med hjem. Sørge for at han fik tryghed og kærlighed.

PTSD?

Efter nogen tid, hvor Masur også havde fortalt hvilke fysiske og mentale symptomer han havde, såsom hovedpine, søvnproblemer, manglende koncentration, vrede og ingen appetit, fik jeg tanken at der var tale om PTSD. Jeg rådførte mig således med vores psykolog, som efterfølgende deltog i en samtale, og bekræftede min formodning.

Jeg fik Masur til at kontakte sin læge, som skulle henvise til behandling. Jeg selv deltog i denne samtale ved lægen, hvor hele hændelsesforløbet skulle fortælles igen. Der blev sendt en henvisning til traumeterapi i Odense, men ventetiden var lang.

 

En uventet og tankevækkende oplevelse

Da vi gik fra lægen, spurgte Masur mig om jeg har lyst til at se hvor han boede. Stedet lå ikke langt fra hvor vi befandt os, og selvom jeg et øjeblik mærkede tvivl, takkede jeg ja.

Da jeg kom ind i stuelejligheden, mindede lugten mig om engang jeg havde besøgt Tyrkiet. Hjemmet virkede rart, men var også meget småt. Masurs kone sad helt stille i sofaen, da jeg hilste på hende. Deres lille søn, så jeg på et billede. Han var nemlig i dagpleje. Sammen gik parret i det sparsomme køkken, og anrettede mad og the.

Jeg satte mig i sofaen, hvor jeg fik mulighed for at se mig ordentligt omkring. Pludselig følte jeg mig taknemmelig over, alt jeg havde i mit liv. Det var virkelig en tankevækkende oplevelse.

Det at se hvordan familien boede, simpelt og sparsomt, er en oplevelse som jeg har taget med mig videre. Ofte tænker jeg på, og minder mig selv om, alt det jeg har at være taknemmelig for.

Jeg er i dag meget glad for at jeg sagde ja til at se hans hjem og hilse på hans hustru. En dejlig oplevelse, som jeg også kunne mærke betød noget for Masur. Han var stolt over at vise mig sit hjem, og sikke en gæstfrihed. Det kunne vi danskere lære meget af.

I den efterfølgende periode, måtte jeg flere gange rykke for at behandlingsforløbet blev sat i gang, og det lykkedes til sidst at fremskynde processen lidt. Jeg deltog med Masur i opstartssamtalen, hvor han endnu engang måtte fortælle sin historie fra begyndelsen.

Masur overholdt sine aftaler med behandlingsstedet, og med mig, og fik det gradvist bedre. Til trods for, at der naturligvis var lang vej igen.

Et følelsesmæssigt farvel

En dag var tingene dog anderledes. Til vores samtale mødte Masur nemlig op med en stor sportstaske. Han fortalte at han nu ville rejse hjem til sin mor i Jylland, og tilføjede ”Tina hvad der er i denne taske, er hele mit liv”

Forklaringen på hvorfor Masur valgte at rejse hjem til sin mor i Jylland, var at hun var syg og ikke kunne dansk. Hun havde behov for hans hjælp til at forstå det danske sygehusvæsen. Desuden havde han det svært hjemme, hvor hans kone ikke forstod hvad han gik igennem, og samtidig var hun begyndt at se en anden mand.

Jeg måtte synke en ekstra gang, og kunne mærke hvad det gjorde ved mig. Tårerne sad i øjenkrogen, men fatningen måtte bevares. Jeg spurgte om jeg måtte give ham et knus, hvortil han svarede ja. Det føltes hårdt at sige farvel, uden vished om, hvordan det ville gå ham. Nu hvor jeg fortæller hans historie, mærker jeg disse følelser komme tilbage igen.

Jeg sørgede selvfølgelig for at Masur kunne fortsætte sit forløb, det nye sted han kom hen.

Efter hans afrejse har jeg ofte tanker omkring, hvordan han mon har det i dag. Jeg er glad for at vi mødtes og at jeg fik mulighed for at hjælpe ham. Forhåbentlig har han det bedre den dag i dag.

Det er oplevelser som denne der gør, at jeg hver dag udviser min taknemmelighed over alt hvad jeg har, og kan møde andre med empati, kærlighed og rummelighed.

 

Ønsker dig en dejlig dag.

 

Kærlige hilsner

Tina

Joyful Life